Edwin Westergren.dk

Livsvilje

Skulpturgruppe påbegyndt 1969.

Som allerede nævnt i begyndelsen, blev en modgangsperiode årsag til den eksplosionsagtige start med skulpturen her.

I flere år havde jeg gået og hæget om en lille forstudie i brændt ler, som jeg kaldte "Skæbnetrods" For Så Vidt Var den i Sid Selv et tilløb til en skulptur, som kunne stå alene.

Det faldt mig derfor naturligt at sætte denne hurtigst muligt på højkant oppe på vor bakke. Topstykket tænkt i en syv otte meters højde.

Den blev et symbol for vor nøgne kamp for eksistens. Efter et halvt års tid, og slid med at krybe op og ned af stiger med cementflader i skiftende dimensioner, og med cementmørtel i spandevis blev dette første afsnit af gruppen opført.

Der stod den nu i al slags vejr og de to hovedskikkelser i dette gruppeafsnit stod hver for sig snart i medvind og snart i modvind stod, som med ryggen mod hverandre og gjorde front imod, hvad der udefra truede deres fælles skæbne.

Det gik op for mig, at jeg nok havde truffet lidt ved siden af, ved navnet "Skæbnetrods" snarere udviste skikkelserne vilje til udholdenhed, hvilket blev deres fremtidige navn.

I vinterens løb tumlede jeg med ideen om at udvide gruppen.

Udholdenhed er ikke nok, vilje til samarbejde, som midterpartiet symboliserer, ved at vise os to par, der i fællesskab støder en bjælke opad, styrker muligheden for det at kunne overleve i kraft af hverandre.

Imidlertid, målet og vejen dertil må korrigeres på virkeligheden selv undervejs. Forståelsen af dette fik mig til at operere med ideen om "Vilje til åben og uforfærdet søgen"

Det blev til adskillige skitser om disse to sidstnævnte temaer i løbet af vinteren. Ved forårets komme, så snart frosten var af jorden gik jeg i gang med udvidelsen af fundamentet, og snart var jeg i færd med at omsætte vinterens skitser i stort format.

Inden oktober stod disse to supplerende afsnit rejste.

Det viste sig hurtigt, at de rakte ud over os selv og trak folk til, ofte langvejs fra, og som ofte, nogle til forargelse, andre til opbyggelse og styrkelse i deres hverdag.

1970 stod topstykket færdigt, for så vidt kunne man sige, at der nu var sagt nok om den sag, nu helheden var døbt "Livsvilje" og rummede væsentlige sider ved denne.

Nu må man vedgå, at den menneskelige tilværelse ikke blot er basere på viljespræstationer: men nok så meget på driftsforløb,

Når alt forløber vel, sker vore forløb i drifts- og vanespor, og den kloge bevare sin fornuft vågende over forløbet, således at viljen kan sættes ind, når tilværelsens udfordringer gør dette tilrådeligt.

Derfor måtte jeg det følgende år påbegynde nederdelen på nordvest siden af "Skansen" Den store ukønnede skikkelse, der ligger i bunden er i al sin ufærdighed tænkt, som symbol for driftslivet, der i sig selv er for kort uden topstykket: men derudover simpelthen er en forudsætning for at noget i det hele taget sættes i gang. Driftslivet,

"Urkraften" bliver beskuet af den siddende skikkelse yderst til højre, skikkelsen er sat til med sit blik at pege på "Urkraften" som uundværlig, ligesom den siddende skikkelse i midten ser op mod "Vilje til åben uforfærdet søgen" som den nedværdige faktor for at kunne opnå fuld menneskelig oprejsning. .