Edwin Westergren.dk

Undervejs med håbet forude. 

På billedet her, der handler om menneskehedens overlevelseshåb under vandringen fra slægt til slægt fra fødsel til grav, er håbet symboliseret som den lysende sol forude. 

I håbet er inkluderet målsigtet, det man håber på at nå frem til. 

Menneskene undervejs er dels skildrende påklædte og dels nøgne. 

De nøgne står frigjorte fra forudfattede meninger og virkelighedsfore-  stillinger, forsøgende at gribe efter nyt lys, der symboliseres ved de lysende fænomener, som der gribes efter.

Måske finder de virkelig nyt lys til at styre frem efter - og måske får de noget af det, de allerede havde begrebet, bekræftet på ny. 

Afgørende er at fornyelses- og bekræftelsesprocessen er en forudsætning for at kunne holde liv i fremtids-  håbet - i solen forude. 

Ligeledes er det en forudsætning at have mod til åndeligt eller intellektuelt set at iføre sig sine nye fund forude fra disse at kunne styre fremtiden i møde. 

Denne vekselvirkning imellem at stå uhildet søgende efter det endnu sandere, for dernæst at handle ud fra det i de aktuelle situationer mest sand-  synlige eller troværdige, overvågende følgerne af de gjorte handlinger øger menneskehedens overlevelseschancer, og er deri livsbekræftende. 

Og hvad gælder vore større eller mindre daglige forhåbninger vil vekselvirkningen mellem det at søge nyt lys og det at handle i god tro ud fra det foreløbige antagne være eksistensudvidende og bevidsthedsudviklende.  Men hvad er værd at håbe på? 

Og hvorledes prioritere sine forhåbninger for at kunne finde vej til deres indfrielse? 

Ja, det er spørgsmål, som vi alle kan have nødigt at stille os selv, såfremt vi ønsker at opnå selvstændigt styr over vor eksistens. 

Billedet holder os en mulighedernes vej for øje: men overlader til hver enkelt menneske selv at træffe valg om det vil holde porten åben ved på ny og på ny at stå åben over for livet og virkeligheden selv, for fordomsfrit at søge fornyelsen, eller om det i tryghed vil lade sig lede af autoriserede dogmer, enten disse nu er videnskabelige, religiøse, politiske eller hvad.

Alternativer. 

Vi har valgmuligheder, men benytter vi dem? 

Eller lader vi os besnære af veltilrettelagt agitation, enten denne nu spiller på det følelsesbetonede eller på vel tilrettelagt pseudovidenskabelig kost, der snildt kan lænke et menneske hovedløst til en abekat med høj hat? 

Cylinderhatten kan nok kaldes for at være et udmærket tegn for autoritet, men nogle vil sikkert mene, at det er vulgært at gøre en abekat gældende som symbol for docerede talere eller skribenter, der på anden eller tredje hånd etablerer sig som stedfortrædende autoriteter for deres egen læremester. Alligevel er symbolikken iøjnefaldende ligesom narrehovedet, der er placeret centralt som et tegn på, at den hovedløse har gjort sig til nar ved at opgive sine egne iboende muligheder for blindt at lade sig lænke til en formodet autoritet, der postulerer at sidde inde med den evige uomstødelige sandhed, hvilket vi alle bør neje for. 

Det tragiske i vor menneskelige situation er, at vi ofte teer os som om vi var gevaldigt selvstændige, uden at dette reelt er tilfældet. 

Vi er os sjældent bevidst om hvilke overhoveder vi handler ud fra, hvilket blandt andet forplumres af den mængde mellemmænd, der kommer imellem os og kilden. 

I blind tillid til forestillingen om at være selvstændig forbliver realiteten skjult og følgerne deraf bliver et uerkendt mere eller mindre frivilligt slaveri. 

Menneskene i hjulet, der må te sig som mekanismerne og autoriteterne tillader. 

Alternativet, man kan tage sit hoved i brug medens man har det, ransage ideer og systemer fra mange sider og bevare sig åben over for de nye muligheder, som livet og virkeligheden vedblivende frembyder.

Denne i ånd og sjæl åbne holdning er symboliseret i det nøgne par, hvis virkelighedsnærhed rækker ud over det lukkede, afgjort fastlagte, hvormed mennesker sætter yderligere skel imellem sig og virkeligheden end de, der er naturligt forekommende.